En af de mest populære og sjoveste ting, du kan tilberede på grillen, er nok hamburgere i alle dens former. Jeg har lavet tusindvis af burgere gennem årene, hvor den ene version er bedre end den anden. I dette afsnit går jeg hårdt ud med tre pukke á 85 gram hver per burger. Læg dertil tre forskellige osteskiver såsom klassisk cheddar, Pepper Jack Cheese med jalapeno og chili og en fin trøffelcheddar. Kameradamen elsker karamelliserede gule løg og det skal hun selvfølgelig have, men jeg kan ikke undvære mine syltede rød- og sølvløg. Læg dertil trærøget sideflæsk fra Jokkmokk og en cremet dijonaise og et ristet briochebrød, så kan du bare ikke fejle.